I forbindelse med at jeg snart anmelder Louise Haibergs debutroman "Oprører - Dæmondræberen 1", har jeg spurgt Louise om jeg måtte interviewe hende, hvilket hun så har sagt ja til! :D Jeg deler interviewet op i flere dele, og i kan hen ad vejen stille spørgsmål, ved at skrive dem i kommentarsektionen!
Interviewet forgår over mail, og der er også små sjove kommentarer/samtaler hvor vi måske laver sjov eller lign. :)
Håber I vil følge med!
D: Hvornår
begyndte du at skrive?
L: Jeg har
vist skrevet siden jeg lærte at sætte bogstaver, ord og sætninger sammen. Jeg
har altid elsket at finde på mine egne universer og eventyr og før jeg kunne
skrive blev de tilføjet til leg. Så begyndte jeg i skolen, hvor jeg lærte at få
alle fantasierne ned på papir. Jeg elskede at skrive danskstile og tror nok den
længste jeg nogensinde har skrevet af den slags var i 8-9 klasse og den var på
42 computerskrevne a4 sider. Har næsten ondt af mine dansklærerinde, mener dog
at kunne huske hun tog hævn ved at få mig til at læse den højt for hele
klassen.
Det tog dog en del tid og arbejde, før min grammatik kunne
matche fantasien. Når jeg læser mine gamle stile igennem idag kan jeg kun ryste
på hovedet af mig selv, men øvelse gør jo mester.
D: Haha ja,
kan lige forstille mig hvordan din stemme havde det bagefter !!
Hvorfor valgte du at skrive i stedet for fx. ride? (Nu ved jeg
jo ikke om du også red, men jaja) Hvad fascinerede dig ved at skrive og opfinde
dit eget univers? Læsernes fornøjelse eller din? Var der nogle forældre der
opfordrede eller var det bare noget der var der?
L: Ha Ha.
Det husker jeg så ikke. Kun skrækken for at stå og læse foran klassen.
Hæ Hæ. Jeg gik faktisk også til ridning i en del år.
I begyndelsen tænkte jeg overhovedet ikke på at andre skulle
læse det jeg skrev. Jeg opfandt kun universerne for min egen fornøjelses skyld.
Det er stadig det vigtigste idag. Hvis jeg ikke selv kan elske det jeg skriver
på, hvordan kan jeg så håbe at andre vil synes om det?
Som barn var jeg meget genert og jeg havde ikke let ved at få
venner. Idag vil man nok betegne mig som et asocialt barn. Da jeg blev 13 blev
fantasien dog meget mere vigtig, fordi jeg blev syg. Det var meget lettere at
udholde læger, hospitalsophold og lign, når jeg ved hjælp af en blok og en pen
kunne rejse til andre universer. Har i mange år følt at skrivning er en form
for terapi for mig. Den sørge for at jeg er glad og smilende og klar til at
møde enhver modgang.
Ha Ha. Mine forældre spørge faktisk stadig ind imellem, hvor jeg
dog har det fra, når jeg finder på små historier. De motiverede ikke til at jeg
skulle hverken skrive eller male eller tegne, men bare at jeg skulle gøre det,
som gjorde mig glad. Man kan vel sige at de lod mig finde min egen vej og så
bekymret til fra side linjen. Min farfar var dog en stor motivation og sad og
gav mig råd til hvordan jeg skulle male i malerbøger og skrive mit navn uden
omvendte bogstaver. Jeg er venstrehåndet, så i begyndelsen blev alt spejlvendt.
D: Puha
sceneskræk kender jeg kun alt for godt!
Hvad blev du syg med? Og tror du at kreativitet kan hjælpe/virke
som terapi for andre børn der også oplever gentagne hospitalsophold eller har
andre former for problemer?
L: Ha Ha. Ja,
og nu må jeg se den i øjnene med regelmæssige mellemrum. Men som sagt øvelse
gør forhåbentlig også mester på det område. ;o)
Det er en længere historie, men kort fortalt har jeg en
uspecificeret neurologisk lidelse. Havde diagnosen sklerose i en del år, før
lægerne ombestemte sig. I bund og grund betyder det bare at nervebanerne er
beskadiget, så beskeder fra hjernen ikke når frem. Dette betyder at jeg ind
imellem har svært ved at gå og har føleforstyrrelser. Jeg har haft en stok i en
del år.
Jeg tror det er individuelt hvad der virker, så jeg skal ikke
kunne sige, om det kan hjælpe som terapi. Fantasi i form af bøger eller
tegninger er dog aldrig en dårlig ting.
D: Hold da
op, så har du også været igennem lidt af hvert!
Hvor længe har du vidst at du ville være forfatter? Var det
noget planlagt over længere tid, eller var det en pludselig indskydelse?
L: Ja, men
jeg i bund og grund tror jeg at det gør mig til en bedre forfatter. Når jeg
skriver om smerte, så er det ikke uden erfaring. Der er ingen dårlige erfaringer.
Kun mere viden, som jeg kan bruge i fremtiden.
Jeg tror vist det kom snigende. Jeg var vist mellem 11-13 år, da
jeg først begyndte at drømme om at blive forfatter. Enten det eller kunstner.
Det var dog ikke noget jeg sagde til alle og enhver på det tidspunkt. Da jeg
var omkring de 20 havde jeg dog ingen tvivl og hvis nogen spurgte, så sagde
jeg, at jeg gerne ville være forfatter. Dette blev gerne modtaget af et
forundret blik og en enkelt gang var der vist en, som sagde at jeg var
mærkelig.
D: Det har
du fuldstændig ret i. Jeg er sikker på at når man selv har følt noget lignende,
kan man bedre beskrive det med ord.
Tja den 11-13 åriges drøm er i den grad blevet til
virkelighed!
Haha! Var der virkelig en der sagde det?! Hold da op ... Det var
ikke særligt pænt sagt, men den der ler sidst ler bedst, er det ikke sådan man
siger?
Har du før sendt en længere roman ind til et forlag, hvor de så
har afvist? Hvis ja, hvordan havde du det med det? Og hvad er dit bedste råd
til unge håbefulde forfattere der er blevet afvist?
L: Lige
præcis. ;o) Har selvfølgelig ikke prøvet alt, hvad jeg skriver om. Jeg kan ikke
flyve, går ikke ud og dræber dæmoner om natten og har aldrig fløjet et fly. ;o)
Ha Ha. Ja, hvem skulle have troet det. Altså bortset fra en meget
stædig del af min hjerne. ;o)
Ja, den gang gjorde det lidt ondt, men idag tager jeg det som et
kompliment. Jeg er for gammel til at lade som om jeg er en anden end den jeg er
... og jeg er nok lidt sær. ;oD Jeg føler mig dog glad og tilpas i mit eget skind.
;o)
Ja, det har jeg skam. Sendte min første af sted da jeg var 18 år
og fik et afslag. Siden da har jeg sendt en del flere af sted og fået afslag.
Idag kan jeg godt forstå, at jeg fik afslag, for jeg var simpelthen ikke god
nok til at skrive, men den gang gjorde det forfærdelig ondt. Hvis man vælger at
gå efter forfatterkarrieren, så kræver det hård hud. Før man får en tekst
accepteret af et forlag er der afslagene og når man er udgivet, så er det
anmeldelserne der kan ramme hårdt. Man kan dog ikke gøre alle glade og det
forventer jeg heller ikke at gøre. Bare nogle får noget ud af det jeg skriver,
så er jeg glad. ;o)
Mit bedste råd er vel at være stædig og blive ved med at kæmpe
for det, selvom man får afslag og det gør satans ondt (beklager bandeordet, men
det var et passende sted at bruge det). Skrive også selvom det bare er til
skrivebordsskuffen. Og så finde nogle gode venner, som er villige til at sige
sandheden uden at være direkte brutale når de har læst ens tekst. En smule ros
og ris er den perfekte blanding. Man lære ikke sine fejl at kende, hvis man kun
får ros og hvis man kun får ris kan det kvæle skrivelysten.
D: Tja man
har vel også lov at drømme og forstille sig ... Håber og dog ikke at du
pludselig hopper ned fra taget af en meget høj bygning, fordi du synes
elevatoren er for langsom ;o)
Ja det kan du jo lige så godt ... Men jeg må sige ... Hvem er
ikke lidt sær indimellem? Jeg vil gerne erklære mig skyldig! Jeg kan godt
opføre mig virkelig sært - nogle gange så meget at selv min mor sender mig et
mærkelig blik XoD
Det er er virkelig godt råd, og jeg er sikker på at mange vil få
gavn af det - måske endda mig, hvis jeg får taget mig sammen til at skrive igen
;o)
Udover at være forfatter hvad arbejder du så med?
L: Ha Ha.
Nope. Jeg nøjes med elevatoren indtil jeg eventuelt lære at gro vinger. Er dog
ikke noget jeg lige satser på vil ske. ;o)
Hi Hi. Sådan er mødre. De skal bekymre sig fordi det til tider
kan være svært at være lidt sær. Jeg farver håret sort og grønt og har tatoveringer.
Min mor er ikke lykkelig for det.
Glad for at kunne hjælpe og jeg er sikker på at du kommer igang
med at skrive igen. Lige pludselig rammer det, når du mindst tænker på
det.
Til daglig arbejder jeg i et fleksjob som blomsterbinder. På
grund af min sygdom fik jeg aldrig færdiggjort gymnasiet, men jeg har en
uddannelse som Teknisk Designer (som jeg dog aldrig har brugt) og så
blomsterbinderuddannelsen. Selvom forfatterdrømmen altid har været der, så kan
jeg godt lidt at være blomsterbinder. Hvor skrivning er en passion er blomster
en hyggelig fornøjelse.
D: Det kunne da være sjovt
nok hvis du en dag vågnede med vinger!!! Håber bare de er hvide og dunede og
ikke sort/røde og læder-agtige!
Det
lyder også hyggeligt - altså at være blomsterbinder. Jeg forstiller mig at det
er et meget beroligende arbejde.
L: Ha Ha.
Jeps.Ved ikke helt om jeg ville ønske at de blev hvide. Ville måske føle mig
motiveret til at farve dem. ;o)
Det kan det skam også være. Morsdag er dog en af de mest
stressede dage, hvor man arbejder til hænderne bløder. Roser er smukke, men
deres torne kan være direkte grusomme.
D: Tja blå
eller grønne vinger ville heller ikke være værst ;o)
Ja det kan jeg lige forstille mig!
L: Hæ Hæ.
Jeps. Eller sorte, som changere i blå og grøn, når man bevæger dem. Ak ja, hvem
der dog kunne gro valgfri vinger. ;o)
D: Ja! Måske
regnbue farvet! Og en matchende enhjørning!! :oD
L: Ha Ha.
ja, hvorfor stoppe ved vingerne. Så kan jeg også lige så godt gå efter en drage
eller to. ;o)
D: Ja,
drager er helt klart hurtigere end en elevator !! ;o) (Hvis man ikke har læst hendes bog, forstår man nok ikke helt joken xD )
L: Ha Ha.
Helt sikkert. ;o)
Det var første del af interviewet! Hvis der er flere ting I gerne vil vide, så skriv jeres spørgsmål I kommentarfeltet. Næste del, kommer hovedsagligt til at handle om skriveblokeringer, det at komme ud af dem, skriveprocessen og hvordan det forgår efter et forlag har antaget ens tekst.
Links:
Louises facebookside:
https://www.facebook.com/pages/Louise-Haiberg/667832709916091?fref=ts
Louises blog:
http://louisehaiberg.blogspot.dk
Hendes debutroman "Oprører":
http://tellerup.dk/?Bog=1450
Interview lavet af Dina
Ingen kommentarer:
Send en kommentar